New Zealand - torsdag den 31. januar 2013

Fra Greymouth til Lake Paringa (med en afstikker til Franz Josef gletsjeren)

Tilbage

Ah, tidligt oppe kl. godt 7. Så havde jeg baderummet for mig selv og jeg tillod mig den luksus, at indtage familierummet. Så var der både toilet, vask og bad i et - og en masse kroge til håndklæder, toilettaske og tøj. Krogene fråser de ikke med her!

Der gik alligevel godt et par timer, før vi var færdige med at bade og spise morgenmad - samt at få ny vand på tankene og hældt det gamle ud. Så blev kurset sat mod syd. I dag skulle vi se på gletsjere. Det var egentligt lidt svært at tænke på, at vi kørte rundt i omkring 20 graders varme med shorts og tshirts og så skulle vi kigge på is og sne. Men Torben lagde ud som chauffør og jeg som hoffotograf på forsædet, og så blev der ellers suget ind af flotte landskaber med bjerge i baggrunden og frodige skove i forgrunden. Imponerende natur.

Undervejs tænkte jeg lidt på, hvordan det egentlig går, når 4 mand skal være sammen i døgnets 24 timer. I det store og hele går det rigtig godt. Alle er i godt humør det meste af tiden. Vi har alle vores små særheder og det synes jeg, at vi er gode til at acceptere. Det er klart, at med tiden, så har vi behov, for at koble lidt af og få noget alenetid. Det ved jeg med mig selv, at jeg har brug for, men det klarer jeg ved, at gå lidt foran de andre, når vi er ude at gå en tur eller gå lidt for mig selv, når vi handler ind. Torben har også snakket om, at han godt kunne bruge et par timer for sig selv. Når tingene knager lidt, så er det, når der skal træffes beslutninger. Så er vi 3 høvdinge ombord. Det er kun Ella, der blander sig udenom. Vi andre har en tendens til gerne at ville blande os, og det kan godt slå et par smågnister. Men det er hurtigt overstået.

Kort før byen Whataroa, passerede vi floden af samme navn. Her var der et fint kig op i bjergene med sne på tindingerne. Selve floden var meget turkis grøn. Et flot syn. Vi parkerede, lige som mange andre, for at få et billede af sceneriet. En lille stikvej ned til venstre skulle angiveligt føre til en P-plads med toiletter og bænke. Bænkene fandt vi aldrig men vi gjorde alligevel frokost holdt her. Det var også startsted for en af de mange helikopterfirmaer, der gerne ville flyve turister op til gletsjerne i området. Så da vi havde gået en lille tur i området og kigget lidt på den turkisgrønne flod, blev vi overfaldet af 2 ting. Den ene var en mand, der absolut gerne ville sælge os en helikoptertur, selv om helikopteren fløj, netop da vi ankom til stedet. Mens manden ivrigt argumenterede for, at vi ikke kunne leve uden en flyvetur over bjergene, kunne han fortælle, at det andet, vi blev overfaldet af, var sandfluer. Fluer var det ikke efter min bedste overbevisning. De bed ad h. til og mine fødder kløede som bare h......

Vi skyndte os tilbage til autocamperen og smækkede os inde sammen med en flok af bæsterne, så vi straks kom i lynchstemning. Marie tryllede en sandwich frem med noget dyrt indkøbt skinke. Det var ikke så ringe og vi glemte næsten de overkradsede tæer.

Turen fortsatte ad hovedvej 6 mod syd og snart var vi i byen Franz Josef byen, der ligger ved foden af en gletsjer af samme navn. Vi gjorde ikke stop i byen. Den lignede en rigtig turistfælde med bunkevis af firmaer, der gerne ville sælge en tur op til gletsjeren eller med helikopter op på selve gletsjeren. Marie havde heldigvis styr på, at vi sagtens selv kunne gå en tur ud til gletsjeren, så vi styrede direkte mod vejen ud til gletsjeren. Ud over, at de havde lavet nogle rigtig trælse vejbump med brosten, så nåede vi snart ud til en stor P-plads, hvor vi frit kunne parkere autocamperen og gå en tur i området.

Det gjorde vi og stemningen var mest for en tur gennem et lille skovområde ud til et bredt floddelta, hvorfra der var nogenlunde frit udsyn til Franz Josef gletsjeren. Jeg gik i forvejen og besluttede mig hurtigt for, at min tur ikke skulle slutte i kanten af skoven. Det så nemlig ud til, at den videre færd op mod gletsjeren var let tilgængelig. Det var faktisk lige ud af landevejen og så snart jeg var fri af skoven, luftede det også lidt, så den varme sol ikke virkede så hård. Jeg nåede nok en lille kilometer ud af en velanlagt sti, før jeg valgte at stoppe ved et fint vandfald på min højre side. Den videre tur ville nok bringe mig nærmere selve gletsjeren men jeg ville ikke få et bedre udsyn. Det var nemlig allerede uhindret udsyn op til gletsjeren. I det forholdsvise høje vandfald var der flere, der badede. Det var garanteret dejligt i varmen - men koldt, for det kom sikkert direkte oppe fra de sneklædte tinder. Tilbage ved skovkanten, fandt jeg de andre siddende i skyggen. Jeg lokkede dem med en tur ud på den åbne del, så de kunne komme en anelse tættere på gletsjeren. Vi nåede frem til et kraftigt vandløb, som de ikke turde forcere. Så gik vi retur til bilen og fortsatte vores tur.

Omkring 25 km. syd for Franz Josef gletsjeren, fandt vi Fox gletsjeren. Også her var der en turistet by, hvor det handlede om at få folk i en helikopter eller hældt lidt souvenirs i halsen på dem. Vi var sultne og ved 5-tiden lykkedes det, at finde et sted, hvor der var et bredt menukort. Ella fik gode ben, Marie muslinger, Torben en Portersteak og jeg selv en mixed grill. Det smagte fortrinligt, så vi havde energi til sidste trin af dagens tur.

Dagens destination var en freeside campingplads ved søen Lake Paringa. Det var et af de steder, vi havde fundet i en folder med wildcamps. Men denne kostede alligevel 6 dollars pr. mand. Det var også hyggeligt, men for det første var der stort set fyldt op. For det andet var det jo ved en sø. Det betød irriterende insekter i stor stil, men denne gang var vi klar til, at tage kampen op! Vi tog lange bukser, regnfrakke, knæstrømper, handsker og huer på og satte os demonstrativt i nærheden af søbredden. Nu kunne bæsterne bare komme an. Det gjorde de, for de havde valgt at invadere mine fødder, selv om jeg havde strømper på. Jeg kunne mærke dem, så jeg måtte omarrangere mit udstyr og putte mit ansigts insektnet ned omkring fødderne. Så var der nogenlunde fred, til at drikke min ankomstøl. Men det var nu alligevel ikke det samme, så straks øllet var drukket, fortrak jeg til autocamperen, hvor Torben klogelig var blevet tilbage.

Snart efter var de andre 2 også tilbage i camperen. Så meget for wildcamping ved en søbred... Vi fik lidt chips og en enkelt drink, før vi kravlede til ro. Det blev ikke så sent.